Fremtidens Brøndby Strand er en strategisk byudviklingsproces, der strækker sig over de næste tyve år. PAB kommer til at spille en rolle i udviklingsplanen sammen med de øvrige almene boligorganisationer i Brøndby Strand Parkerne. Fredag d. 23. april underskrev boligorganisationerne og Brøndby Kommune en vigtig partnerskabsaftale, som skal sikre det stærke samarbejde på tværs af kommunale og almene matrikler for at omdanne Brøndby Strand til en mere inkluderende bydel i social balance.
I forbindelse med underskrivningen af aftalen har næstformand i PAB, Kai Dinesen, udtalt sig til Brøndby Kommune i denne artikel:
”Vi er meget glade for at være en del af samarbejdet om udviklingen af Brøndby Strand. Det er det almenes DNA, at vi kan samarbejde på tværs, og det er en kæmpe styrke. For os som boligorganisation er det vigtigste at skabe de bedste hjem, områder og muligheder for vores beboere, og det gør vi gennem fælles løsninger med samfundet omkring os. Vi glæder os derfor til at udvikle det gode samarbejde, vi i forvejen har med Brøndby Kommune og alle de almene boligorganisationer til fordel for de nuværende, men også kommende beboere.
Vi mener, at det er vigtigt, at man ser fremad og tør tænke nyt og fx blander boligformerne i samme områder. Det er med til at skabe attraktive boligområder for alle, og er samtidig med til at sikre, at Brøndby Kommune fremstår som en helhed og ikke flere mindre bydele.”
Læs mere om partnerskabsaftalen i Fagbladet Boligen.