Sammen om PAB’s fremtid
Lørdag d. 29. oktober 2022 var alle afdelingsbestyrelsesmedlemmer i PAB’s afdelinger inviteret til en fælles strategiworkshop om PAB’s fremtid. De mange deltagere mødte op med høje ambitioner og stor begejstring, så der var masser af gode input, som organisationsbestyrelsen kunne tage med videre i udviklingen af den strategiske retning for PAB.
For de fleste er det ikke hverdagskost at skulle planlægge fremtiden for en hel organisation. Hvordan formulerer man egentlig en vision? Og hvordan koger man alle de gode idéer ned til strategiske indsatser? Heldigvis var der kyndig hjælp at hente hos en ekstern erhvervspsykolog og strategikonsulent, som guidede de meget engagerede beboerdemokrater gennem dagen.
I løbet af workshoppen blev der arbejdet med emner som identitet, ambitioner, missioner, visioner og mål for PAB.
”Det har været spændende og givende at være med til at arbejde med PAB’s mission og fremtidige ambitioner. Vi var inddelt i grupper og jeg oplevede, at der var mange gode emner, der blev drøftet. Og selvom vi er fra mange forskellige boligafdelinger, er der alligevel enighed om, hvad der er vigtigt for fremtiden,” fortæller afdelingsbestyrelsesmedlem Dan fra PAB’s afdeling Postparken i Kastrup.
En af dagens opgaver var at definere, hvilke af FN’s verdensmål PAB skal arbejde med i fremtiden. Det var med til at give deltagerne en ny måde at anskue tingene på. Nancy, som sidder i afdelingsbestyrelsen i afdelingen Pladehallen ved Frederiks Brygge, fortæller:
”Det var virkelig interessant, at vi kunne tage emner fra vores hverdag og sammenkoble dem med FN’s verdensmål. Det gav følelsen af, at der er en højere mening med det arbejde, vi laver i afdelingsbestyrelserne og i PAB som helhed. For mig har den her dag givet et helt andet indblik ind i organisationen og en helt ny måde at tænke på min boligforening på.”
Ved dagens afslutning var der indsamlet en masse brugbart input til organisationsbestyrelsen, som arbejdede videre med resultaterne dagen efter.
Tak for en meget inspirerende dag til alle deltagere!